Tilbage til skakbrættet

Det er nu over 2 år siden, at jeg sidst satte mig foran computeren og skrev et blogindlæg om skak her på siden. Heldigvis har skakbrikkerne ikke samlet støv på skakbrættet herhjemme 🙂

Årsagerne er mange, men kan vel sammenfattes til “familieliv, arbejde og en skriveblokering”. Alle har de afholdt mig fra at skrive et blogindlæg på “Christophers Skakhjørne”. Jeg er perfektionistisk, selvom min hustru vil sige det modsatte(!) og jeg mindes, at jeg til sidst endte med at bruge halve og hele timer på simple sætninger. Min skakviden og skaklyst kom derfor aldrig ud i fingerspidserne og ud til Jer. Heldigvis har jeg spillet en masse skak både online og OTB (‘Over The Board’). I skrivende stund er det blevet til 24 OTB (+14 =6 -4) og 13.000 online partier med betænkningstid mellem 1 minut (bullet) og 10 min + 5 sek (hurtigskak).

Skakklubberne landet over åbner igen

Jeg tror mange skakspillere har brugt tiden online under Corona. Min skaksult har i hvert fald aldrig været større og jeg glæder mig til at spille en masse skak igen. Mit mål for året er fortsat uændret, jeg drømmer om at passere de 2200 i elo (pt. 2117) og blive Candidate Master (CM). Skulle det ske, så deltager jeg til DM i 2022 i Kandidatklassen. Jeg håber derfor meget, at jeg kan finde tid til og spille turneringsskak. I mellemtiden er der en klubturnering, der skal færdigspilles. Jeg ved ikke om det er realistisk, at jeg vinder, men jeg føler mit momentum svinger den rigtige vej og så kan alt ske 🙂

En ting er sikkert – det er dejligt og være tilbage i klublokalet og mødes med vennerne.

VM 2018 – Magnus Carlsen er verdens bedste skakspiller!

Der var ikke mange, der havde spået Fabiano Caruana chancen for at tage VM-titlen, hvis spillerne skulle ud i tie-break. Selv var Caruana mere optimistisk omkring muligheden for at overraske og slå verdensmesteren på hans hjemmebane – hurtigskak. Flere prominente skakspillere fra verdenseliten var noget overraskede over Magnus Carlsens remistilbud i 12. parti og mente, at han skulle have presset mere i en stilling, hvor han havde dels en bedre stilling og mere tid på uret.

I matchen med klassisk betænkningstid er Magnus Carlsen & Fabiano Caruana ubestridt verdens to stærkeste skakspillere. Det viste den klassiske match også med 12 remiser i 12 partier. Nu skulle spillerne i stedet spille hurtigskak, hvor betænkningstiden reduceres til blot 25 min. + 10 sek. pr. træk. I denne disciplin er Magnus Carlsen nummer 1 i verden og Fabiano Caruana ‘kun’ nummer 8.

Tog Magnus Carlsen den rigtige beslutning i det 12. parti?

Det gjorde han 🙂 Han destruerede Fabiano Caruana på kryds og tværs i hurtigskakken i så overbevisende stil, at han fik Caruana til og ligne en ‘helt almindelig’ stormester. Hvert parti blev erstattet af et endnu stærkere parti. Det var fantastisk og følge med og se, hvordan Carlsen dominerede stillingerne og efter det tredje parti måtte Caruana give fortabt. Han tabte med cifrene 0-3 til en velspillende Verdensmester og dermed brød Magnus Carlsen stimen af remiser ved dette års VM, ved overbevisende og vinde alle partier i hurtigskakken. Dermed blev det en realitet, Magnus Carlsen vandt VM 2018 og kan kalde sig Verdensmester mindst 2 år mere 🙂

Foto: www.chess.com

Stort TILLYKKE til Magnus Carlsen og Norge med endnu et VM 🙂

VM 2018 – Uafgjort igen! For 2. gang i karrieren skal Carlsen ud i omkamp om VM titlen

Der var kun ét parti tilbage af VM-matchen mellem Magnus Carlsen og Fabiano Caruana. Forud for 12. parti havde spillerne spillet 11 x remis og slået rekorden for flest spillede remiser fra matchens begyndelse. Efter dagens parti skulle det vise sig, at spillerne kunne tilføje endnu en rekord til samlingen.

Foto: www.chess.com

Mange kommentatorer mente, at det 12. parti ville være partiet, hvor Caruana ville gå ‘all-in’ for at undgå en potentiel omkamp. Hans chancer ville være betydeligt større her end i hurtigskak, hvor Magnus Carlsen er favorit målt i ELO. Han er også tidligere Verdensmester i hurtigskak og lynskak, titler som Caruana aldrig har været i nærheden af.

Det skulle vise sig, at VM-udfordreren aldrig var tæt på en sejr.

Dermed endte stillingen 6 – 6 mellem Verdensmesteren Magnus Carlsen og VM-udfordreren Fabiano Caruana efter det historiske resultat med alle partier remis i en VM match – en ny rekord 🙂 Det er naturligvis en helt specielt situation, men det er resultatet af en meget tæt match og et stort psykologisk pres på spillerne. I en match på kun 12 partier er det meget svært og vende matchen, hvis man er bagud. Derfor tager spillerne ikke de samme chancer som man tidligere har set. Det er blandt andet også derfor, at Magnus Carlsen mener, at en VM-match skal spilles over f.eks. 16 – 18 partier i stedet.

Nu venter så en omkamp i hurtigskak over 4 partier, som Magnus Carlsen tilbage i 2016 prøvede mod Sergey Karjakin. Her vandt Magnus Carlsen i flot stil og spørgsmålet er om han kan gøre det igen?

Siden 2007 har han været i omspil 9 gange og vundet dem alle, det fortæller måske lidt om, hvorfor man mener Magnus Carlsen er favorit til og vinde 🙂 Skulle det blive uafgjort spiller de 2 x 2 partier lynskak og bliver det  også uafgjort spiller de et Armageddon parti, hvor hvid skal vinde.

Du kan følge omkampen på onsdag den 28. november kl 16 og kan følge med på de sædvanlige kanaler www.worldchess.com, www.chess24.com samt den norske TV kanal NRK1.