E-skak i sommerferien

Dette års sommerferie er for alvor startet og det har samtidig betydet, at flere af de lokale skakklubber har lukket ned for sæsonen. Flere af skakspillerne er i stedet taget til bla. Roskilde-festival for at lytte til musik, drikke de øl, der blev tilovers fra sæsonafslutningen og ligge i et brandvarmt telt, der mest af alt minder om en sauna – på en god dag!

De skakspillerne, der ikke er taget på festival disse dage, er formentlig i gang med forberedelserne til årets største skakturnering – Politiken Cup. De mest ambitiøse har tilmed valgt at deltage i Horsens Lang Weekend et par dage inden. Det er dog de færreste, der kan (og har lyst!) til at afsætte så mange træningsdage, når sommervarmen er på sit absolut højeste. I stedet for er det oplagt at være derhjemme, nyde solen med en Corona I sommervarmen og spille lidt e-skak over nettet, for at banke den sidste rust af inden, man skal i ‘ilden’  🙂

I den forbindelse har jeg det sidste stykke tid sonderet terrænet for apps, hvor jeg har kunne spille lidt e-skak. Jeg benytter gerne denne type hurtige spil, oftest mellem 2 – 5 minutter, til at teste nogle af mine nye åbningsideer og afprøve diverse åbningsfælder. Jeg har det sidste år downloadet 5 forskellige apps til formålet og vil her fortælle lidt om mine oplevelser. De 5 apps jeg har brugt/testet er “Chess at ICC”, “Chess Online @ shredderchess.net”, “PlayChess.com”, “ChessCube” og “Chess – Play & Learn”. Alle apps er testet med IOS 8.3 på en IPad2.

Chess Online @ shredderchess.net – gratis

Navnet siger måske en del skakspillerne noget og med god grund. De fleste har nemlig et analyseprogram på deres telefon, der hedder Shredder. Jeg opdagede denne app ved et tilfælde og var længe meget begejstret for dens interface.


Her spiller jeg på serveren som gæst mod en anden gæst. En super god ide, hvis man ikke vil begynde at oprette en bruger. Programmets interface er rent og overskueligt. Der er mulighed for at analysere sine færdigspillede partier, chatte med sin modstander og mange andre fede features. En af disse er, at man kan spille mod computeren på flere niveauer og vinde fiktiv rating. Denne app har sådan set det hele og et godt grundlag for at blive en succes, hvis det ikke var for et enkelt minus, der er simpelthen for få dygtige spillere og jeg mener, at den egner sig til et niveau <1500. Den får 4/6 skakbrikker i mit noteringshæfte.

PlayChess.com – fra ca. 8 kr. om måneden (1 år)

Denne app har jeg anvendt meget, hvilket skyldes, at den er forholdsvis billig. Køber man Chessbase får man desuden et abonnement med hertil. Det er helt sikkert også derfor, at man finder mange spillere, der benytter sig af denne app fremfor så mange andre. Derudover er første måned gratis.


Appen har et lidt forenklet interface i forhold til de andre. Man kan blandt andet ikke se sin egen rating in-game. Man har dog til gengæld en væsentlig fordel in-game og det er pre-move funktionen, der gør, at man kan trække i modstanderens tid. For den langsomme er denne funktion et kæmpe plus.

Det helt store problem med appen er, at der generelt går længe før man bliver parret med en modstander og “Challenges” dukker sjældent op. Det virker til tider, som om man er den eneste spiller på serveren og så er det altså ikke sjovt at betale for! Jeg vil anbefale den til spillere op til 1900 i rating. Derfor får denne app 3/6 skakbrikker.

Chess @ ICC – fra ca. 50 kr om måneden

Den klart dyreste app at bruge i sommervarmen er uden tvivl ICC. Heldigvis tilbyder de ligeledes den første måned gratis. Den har en masse features og et meget clean interface.


Den er forholdsvis enkel og ligetil. Det er rigtig nemt at finde modstandere og man venter højst 30 sekunder på at blive parret. Derudover er der ikke mulighed for at afbryde et spil, hvis man får en stærk eller svag modstander uden han/hun accepterer det. En fed feature, der gør, at man ikke oplever de samme irritationsmomenter, som andre steder med spillere, der går ud af spillet. Jeg vil anbefale spillere helt op til ca. 2400 denne app. Den får kun 5/6 skakbrikker på grund af prisen.

ChessCube – gratis daglige ‘Cubes’

Denne app adskiller sig væsentlig fra de andre. For hvert spil koster en indsats, der hedder Cubes. Hver spiller tager et antal Cubes med ind i spillet, en slags indsats, hvor vinderen tager det hele og deles ved remis. Derudover er der et fee, der også bliver taget fra puljen – forvirrende? Det er det slet ikke. Ulempen er, at man hurtigt bliver fristet til at bruge en stor stak af sine Cubes på et spil og det kan hurtig gå galt 😉

IMG_0028.PNG

Interfacet adskiller sig markant fra de andre og er skåret helt ind til benet. Jeg er først for nylig begyndt at anvende appen fremfor desktop-udgaven og er imponeret. Der er dog lidt  småproblemer med at blive parret, men tror det skyldes, at der er for få brugere på iOS-platformen. Derudover er det et minus, at man ikke kan gennemspille alle sine partier direkte, men skal over en PC. Jeg kan anbefale den til spillere op mod 2100 i rating. Den får 4/6 skakbrikker.

Chess – Play & Learn – fra 35 kr om måneden (guldmedlem)

Denne app har jeg valgt at tage med, for fik den anbefalet af en kollega. De mest basale features virker umiddelbart til at være gratis. Den er lavet af www.chess.com og jeg skal tilstå, at jeg først lige har fået den afprøvet for nylig. Den er meget enkel og man kan logge på via sin Facebook-profil.

IMG_0029.PNG

Dens interface er nemt og gå til og jeg tror, at jeg kommer ind og kigger igen på et senere tidspunkt. Den har særligt en feature, der adskiller sig fra de andre og det er, at man har mulighed for at spille et parti over flere dage. Den moderne form for korrespondance-skak 🙂 modstanden virker overskuelig, men med ca. 40.000 online brugere pt. så skulle det være muligt at finde hård modstand inden længe. Jeg anbefaler den her app op til de 2200 i rating. Den får 5/6 skakbrikker.

Jeg håber på mit indlæg har givet dig lysten til at prøve en af ovenstående apps. Det er trods alt god træning inden det for alvor begynder med diverse sommerturneringer.

God sommerferie til Jer alle 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *