Skakhallen og de første svømmetag

Det er for alvor blevet weekend. For de fleste er det ofte tidspunktet, hvor alt det praktiske, som man ikke lige nåede i løbet af ugen skal klares. Maden for lige et hak-op-ad, vaskemaskinen kører natten over og huset lugter så meget, at man skulle tro, at et rengøringsfirma havde smidt en bombe. I virkeligheden minder det os nok mest af alt om lugten fra offentlige toiletter.
Jeg valgte, at jeg i denne weeekend ville springe alt det let og elegant over. I stedet for tog jeg min søn med i Frederiksberg Svømmehal, lugten af klor – mmm 🙂 Min søn kan bedst beskrives, som en rigtig vandhund og dagens indlæg handler om præcis det. Måske ikke delen med vandhunden, men nærmere, hvordan det er at være i svømmehallen.
Min søn er 4 år og er fantastisk til at svømme. Det er der i bund og grund intet unikt over – det skulle da lige være, at jeg selv først lærte at svømme, da jeg var 9 år – tydeligvis har han ikke arvet sit svømmetalent fra mig 😀

Det at svømme kan på mange måder sammenlignes med det at spille skak. Lad mig forklare mig selv lidt nærmere. Det er efterhånden blevet bevist mere end én gang, at de bedste skakspillere er startet så tidligt, som muligt. Derfor er det også obligatorisk at gå til svømning i den danske folkeskole. Det skyldes, at børn simpelthen lærer hurtigere end voksne. Derudover er det en god ting at tage med sig, når man bliver ældre. Jeg har venner på min egen alder, der kan svømme, men som ikke kan spille skak. Omvendt har jeg også venner, der er gode skakspillere, men som ikke kan svømme. En kombination af de to “talenter” er nu ikke et særsyn og jeg tror ikke, at der findes empirisk evidens for, at succes i det ene afspejles i det andet. Det er en anden historie med matematikken, men det er et helt andet indlæg.

Der er dog også andre sammenlignelige træk mellem de to. Når man begynder at svømme er det ikke ualmindeligt, at man desperat kæmper for at holde sig over vandet. Det samme gør sig gældende i skak, hvor man ofte desperat kæmper for en remis i en fundstændig håbløs stilling. Det er først når man har lært af sine fejl, at man bliver bedre.

I Frederiksberg svømmehal er der både vipper og en meeeget lang rutsjebane. I skak oplever vi, som skakspillere fra tid til anden, både en tur i rutsjebanen eller at tage springet fra vippen.

I rutsjebanen er det ofte sjovt til at starte med, halvvejs kommer kvalmen og i de sidste sekunder er det ren nedtur.  Alligevel tager vi gerne turen en ekstra gang. For det er et helt særligt rush, man som skakspiller får, når man i en turnering stiger +100 ratingpoint. Et helt andet rush når man taber de 100 point igen!

Vippen er på mange måder ligesom rutsjebanen, men der er alligevel et par væsentlige forskelle. For det første tager det ofte meget lang tid at komme helt op til vippen. Når man når derop så kan der ske en af to ting, man kan hoppe ud fra vippen og lave en sand mavepladsker i bedste Amin Jensen stil eller man kan stå på vippen og nyde udsigten. Måske derfra tage modet til at tage vippen, der er endnu højere 🙂

Skak er på mange måder et spil, der afspejler sig i hverdagen. Det er derfor også naturligt, at når det går godt på arbejdet eller i privatlivet, så afspejler det sig i vores spil. Omvendt er der uro omkring os, er det svært at samle tankerne, hvilket ofte kan ses i vores spil. Det handler om at skabe balancen mellem privatlivet, arbejdet og skakspillet også selvom det betyder, at vi fra tid til anden må have armvinger på.