Kan tid virkelig være et handicap i skak?

Så startede sæsonen op i Hillerød Skakklub 🙂

Jeg går altid rundt i sommerferien med en forventning om, at jeg skal vinde samtlige turneringer i den kommende sæson. Det er på mange måder en fuldstændig urealistisk målsætning og ofte skal jeg være glad for, hvis jeg bare vinder én turnering i løbet af sæsonen!

Mit beskedne ratingtal på 2000+ burde ellers være tilstrækkeligt og ofte får jeg da også spillet mig til 2. – 3. pladsen, men det giver jo ikke en førstepræmie eller for den sags skyld prestige i skakverdenen. I år har ikke været en undtagelse (jeg bliver tydeligvis ikke klogere!) og jeg har igen en forventning om at vinde samtlige turneringer i løbet af sæsonen!

Det er efterhånden blevet en tradition i Hillerød Skakklub, at sæsonens første turnering er handicapturneringen. For de der ikke kender turneringen skal jeg her kort forklare ideen. Alle deltagerne bliver listet i én stor gruppe efter rating. Derfra opdeles gruppen i 4 mindre grupper, der ikke nødvendigvis har lige mange deltagere. Betænkningstiden er 30 minutter til hele partiet. Mødes to spillere fra samme delgruppe, så bliver begge spillere tildelt 15 minutter. Er der én gruppe til forskel mellem spillerne tildeles spilleren i den laveste gruppe 20 minutter og den anden spiller 10 minutter. Er der to grupper til forskel gives tiden 25-5 og tre grupper 28-2!

Det er altså ingen fordel at være i den øverste delgruppe, tværtimod. Sidste år vandt Hardy Hansen efter jeg tabte til ham i første runde med tiden 28-2, jeg løb simpelthen tør for tid! Heldigvis blev han i år sat i gruppe 3, så skulle jeg rende ind i ham i løbet af turneringen, så havde jeg trods alt 3 minutter mere.

I første runde blev jeg parret mod Peter Langer (20-10 i Peters favør). Det blev en forholdsvis kontrolleret indsats og jeg vandt hurtigt en officer med tilhørende angreb ned langs h-linjen. Derfra var det blot et spørgsmål om tid og gøre ‘smøret’ blødt, så kniven kunne skære igennem (1-0).

I anden runde mødte jeg en af klubbens nye medlemmer, Søren Bull Andersen. Han har cirka det samme i rating (15-15) og det blev til min sædvanlige variant, men hvor Søren hurtig valgte at afvige med 1. d4 b5 2. e4 Lb7 3. d5!?. Den havde jeg ikke lige set før og overså en taktisk finesse, så jeg hurtig kom en bonde ud. Kun mirakler holdt sammen på stillingen, men jeg begyndte at finde et par stærke ressourcer og var pludselig tilbage med et afgørende angreb. Søren overså i den begyndende tidsnød, en taktisk finesse med mat til følge (0-1).

Så var jeg ligesom i gang og havde allerede slået en vigtig konkurrent ud af topkampen. I tredje runde fik jeg til min store overraskelse Micki Christoffersen (28-2!), der er begyndt at spille en rigtig god gang skak. Jeg ved ikke om man kan forestille sig, hvor hurtigt 2 minutter går, men jeg havde under alle omstændigheder ikke tænkt mig at gentage sidste års nedtur mod Hardy. Jeg var tæt på at tilbyde remis i træk 1, så træk 2 og lige indtil jeg fik foræret en officer :-)! Jeg trak nærmest ét træk i sekundet, indtil mine brikker væltede, der kostede 5-6 dyrebare sekunder. Med 37 sekunder tilbage var jeg sikker i stillingen og havde en nem gevinst i et par træk og kørte da også sejren i hus (1-0).

Så var der virkelig lagt op til en topkamp mod Anders Pedersen (25-5), der runden forinden havde slået Ib Hother Andersen (Tak for det :-D!). Jeg trak hurtigt og fik hurtigt en god stilling med et solidt pres. Jeg skævede hele tiden ned på uret og sekunderne gik hurtigere end trækkene. På en eller anden måde må min ur-fixering havde sat sig hos Anders, for han begyndte at spille ligeså hurtigt og pludselig røg, der et par officerer og med 12 sekunder tilbage på uret fik jeg sat ham mat (0-1).

Så var jeg ligesom alene i front med flere spillere på 3 point. Jeg havde håbet på en “sød” lodtrækning, men fik Ib med sort (15-15) 🙁 Jeg forsøgte mig med en forskruet udgave af den sicialianske variant 1. e4 c5 2. Sf3 Sc6 3. d4 cxd4 4. Sxd4 Sf6 5. Sc3 e5 6. Sb5 d6 7. Lg5 a6 8. Sa3 Le7!?. En remis var nok til vinde og det var nok deri problemet lå – jeg spillede på remis! Jeg endte med at tabe slutspillet og det betød at både Laurids Paulsen, Søren Bull Andersen, Ib Hother Andersen og undertegnede havde 4 point af 5 mulige. Personligt troede jeg, at vores indbyrdes parti ville afgøre det hele til Ib’s fordel, men der skulle korrektion til og jeg endte minsandten med at vinde 😀

Turneringstavlen fra handicapturneringen 2015
Turneringstavlen fra handicapturneringen 2015

Det føles mega fedt at have vundet sæsonens første turnering også selvom jeg måtte indkassere et dumt nederlag i den sidste runde, men sådan er det at spille skak 🙂 Jeg er bare glad for, at jeg ikke fuldstændig har mistet grebet om klodserne i løbet af sommerferien.

Her til sidst vil jeg gerne ønske alle nye og tidligere medlemmer velkommen (tilbage) til klubben. Samtidig vil jeg gøre lidt reklame for vores pokaloverrækkelse næste tirsdag, hvor Peter Birk Petersen kommer og spiller simultan og giver et foredrag. Alle klubbens medlemmer er velkomne samt spillere, der har deltaget i Hillerød Byturnering 2015 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *