Så blev det lidt sværere i julekalenderens 2. låge, hvor læserne skulle finde frem til, hvor mange forskellige skakbøger forlaget Quality Chess havde udgivet i 2017. Der var faktisk så stor uenighed, at jeg så mig nødsaget til og skrive til GM Jacob Aagaard fra Quality Chess!
Se blot fordelingen af besvarelser herunder:
Det rigtige svar er, at Quality Chess indtil videre har udgivet 10 forskellige skakbøger.
Forhåbentlig gemmer 3. låge på en lidt nemmere opgave 🙂
Danmarks første stormester i skak hed Bent Larsen og blev født i 1935 og døde tilbage i 2010. Han flyttede i 1982 til Argentina, hvor han boede til sin død.
Foto: www.chess-db-com
Hans talent ved skakbrættet var fantastisk og nogle af hans bedste partier er beskrevet i bogen “Bent Larsen – the Fighter” af Eric Brondum. Partiet bag 1. låge i dette års skak-julekalender er 4. parti fra bogen mod Larry Evans, der især er kendt for Evans-gambitten.
Alle fandt det rigtige første træk 🙂
Følg med hver dag, hvor nye spændende skakopgaver skal løses!
Så er det igen blevet 1. december og jeg har lavet en ny julekalender til dem, der savner lidt tidsfordriv mellem lektierne, de tunge arbejdsopgaver eller de lange køer ved dette års julegave ræs!
I år er der tilmed præmier på højkant og vil ikke afsløre for meget. Der vil være opgaver for alle, der er de nemme, de lidt svære, dem hvor man skal google eller simpelthen må gå på jagt i arkivet her på bloggen 🙂
Fire skakspillere havde netop afsluttet en behagelig generalforsamling i Hillerød Skakklub. Med 10 minutter tilbage af topbraget mellem Real Madrid og Bayern München vidste Københavnerne, at de ikke ville nå og se de døende minutter af Champions League kampen. Alligevel var Peter Svendsen, Palle Skov, Jens Østergaard og Christopher Pedersen sammen med en håndfuld andre ved godt humør, da de satte dig ind i den “Grønne TogBus”, da det sædvanlige DSB tog var erstattet. Det gjorde ikke noget, for den “Grønne TogBus” kørte direkte fra Hillerød Station til Gentofte Station, uden stop undervejs.
Foto: Arne Unterschlak’s foto arkiv Den viste bus var ikke med på sight seeing.
Sightseeing i Nordsjælland med DSB
Uvidende om, at “Grøn Togbus” betød sightseeing igennem både Harløse, Borup, Gørløse og Freerslev af små snævre landeveje, begyndte en vis undren blandt skakspillerne at brede sig. Hvor var vi præcis på vej hen?
Hovedrystende passagerer og højlydte frustrationer gik i krogene, men fik ikke chaufføren til og vende den gule tordenbus. Bussen fortsatte langt ud ad de mørke veje, kun oplyst af de modkørende biler.
Chaufføren fik et klarsyn da Peter Svendsen henvendte sig. Chaufføren stoppede og måtte indse, at han var faret vild, GPS’en var tydeligvis ingen hjælp. Han kunne ikke gøre andet end og finde tilbage mod Hillerød med hjælp fra en opladt mobiltelefon. Her var alle passagere tydeligvis lettede, da chaufføren tog et sving skarpt til højre efter yderligere et kvarters kørsel og ramte motorvejen.
Skakkollegaen Jens Østergaard kunne undervejs tørt konstatere, at “man skal læse det med småt” hos DSB. Så en begivenhedsrig generalforsamling sluttede med en sight seeing gennem ødemarkerne og den “Grønne TogBus” ramte tre kvarter senere end beregnet Gentofte Station.
Fire skakspillere blev en oplevelse rigere og aldrig har vi grinet så meget, over så lidt.
Chaufføren? Han trak lidt på smilebåndet og vi takkede for den behagelige tur.
Det blev en forrygende afslutning på Skak DM 2017 i Rebild Bakker. Landsholdsklassen sydede af god stemning og alle spillerne virkede klar på sidste runde. Særligt GM Mads Andersen og GM Allan Stig Rasmussen var ekstra tændt på at vise en god figur. Inden spillerne gik i gang, viste stillingen et ½ points forspring til Mads og en på papiret lettere modstander, FM Jacob Sylvan, der skulle forsøge at bryde stimen med 8(!) påskeæg i rap. Inden på livesiden begyndte skakspillerne så småt at røre på sig kort inden starten gik. Urene blev sat i gang præcis kl. 12 🙂
Sejr holdt liv i håbet
Der gik ikke længe i partiet mellem GM Allan Stig Rasmussen og IM Jacob Carstensen, før Jacob fandt sig selv i en yderst håbløs stilling, da han tog en bid af den forbudte frugt.
Så blev der ellers stille i det store auditorium og alles øjne vendte mod partiet mellem GM Mads Andersen og FM Jacob Sylvan.
GM Mads Andersen afgjorde selv sit DM
Det startede godt for den regerende Danmarksmester GM Mads Andersen, der lagde et højt pres på FM Jacob Sylvan. I Katalansk valgte Mads og presse på med den åbne Katalansk efter (7. Se5), som jeg selv fornyligt spillede mod Hans Endrup Jacobsen i Hillerød Klubturnering 17/18. Jeg afveg med (9… Lxc5), men Jacob var tydeligvis klar på kamp med det direkte (9… Dxc5). Der gik dog ikke længe før Mads fik en behagelig stilling og trængte ind på 7. række. Det virkede til, at Jacob var færdig, men ressourcerne blev ved med at komme. Desværre var hvids dronningefløj med bondeovervægt, der fint blev konverteret til sejr!
Foto: Pouelsten Holm Grabow
Dermed kunne GM Mads Andersen med hænderne i vejret sikre sit 2. Danmarksmesterskab. Stort tillykke med det flotte resultat 🙂
Skak DM 2017 er slut
Selvom det blev GM Mads Andersen, der løb med DM-titlen, så kan debutanten Jesper Thybo Søndergaard være meget tilfreds med et succesfuldt DM, hvor det blev til en udelt 3. plads.
I partiet mellem debutanten IM Jesper Thybo Søndergaard og den rutinerede IM Mikkel Antonsen pressede Jesper længe på med de hvide brikker og fik en fordelagtig stilling. Her måtte Mikkel vise sin forsvarsteknik med to bønder mindre. Jesper kunne dog ikke gøre fremskridt og partiet blev remis.
Det er naturligvis en helt igennem fantastisk præsentation og det virker til, at Jesper blev bedre og bedre gennem turneringen. Det faktum, at han først for nyligt er blevet udnævnt IM’er tyder på, at han har en stor fremtid foran sig 🙂
Kompliceret stilling mellem de unge mænd
Der var lagt op til en hård kamp mellem IM Mads Hansen og IM Bjørn Møller Ochsner, hvor spillerne kom ind i en teoretisk Najdorf. Den type stillinger ender sjældent remis og da Bjørn tabte en bonde, virkede det svært. Senere hen måtte han også afgive dronningen for de to tårne. Det var utrolig spændende, men til sidst blev den stærke dronning udslagsgivende og Mads vandt.
Begge spillere har haft deres ups and downs i løbet af turneringen, men overordnet kan de begge være tilfredse da de holder deres ratingtal 🙂
Remis remis remis
Det lykkedes igen IM Igor Teplyi at spille remis og denne gang mod IM Karsten Rasmussen. Karsten var ellers i en god position undervejs, men en forkert fortsættelse bragte det hele nær remisgrænsen og sådan blev resultatet.
Det er naturligvis højest overraskende og spille 7/9 partier remis, men tror Igor er meget tilfreds. Reglen med at spillerne ikke måtte tage remis før træk 30, betød trods alt, at han har kæmpet for sine point 🙂
Ny mand klar til DM 2018
I Kandidatklassen blev det noget overraskende FM Poul Rewitz, der løb med sejren ved Skak DM 2017. Han var helt suveræn fra start til slut og med en remis i sidste runde sikrede han sig det ‘varme sæde’ i næste års Landsholdsklasse.
Stort tillykke til Poul 🙂
Tak for denne gang
Det har været en fornøjelse at være med på sidelinjen i påsken og følge med i de mange livebrætter 🙂
Jeg glæder mig allerede til næste år, hvor DM igen rykker til Svendborg. Det er for tidligt at sige om jeg spiller med, men det er helt sikkert med i mine påskeovervejelser 🙂
Jeg håber I alle har nydt at følge med på bloggen, har i ris eller ros, så skriv en kommentar i et af de mange indlæg. I mellemtiden vil jeg gå i tænkeboks over, hvordan jeg kan gøre hjemmesiden endnu mere attraktiv før skak DM 2018 🙂
Ønsker du at se turneringsskemaerne fra skak DM 2017. Kan de for alle grupper findes på denne hjemmeside 🙂