Permalink

0

Bag om kulissen

Turneringen i Horsens er kommet godt i gang efter afviklingen af 3. runde. Jeg er så småt ved at danne mig et billede af, at størstedelen af deltagerne er i strålende form og klar til en omgang kampskak. Der bliver bestemt ikke uddelt point uden modstand. Alt imens, at der bliver kæmpet hårdt nede i spillelokalet, har de mange frivillige drøntravlt bag kulissen. For ude i lobbyen, der står Henrik Mortensen og sælger gamle ’næsten antikke’ skakbøger. Der er noget for enhver skaksjæl og man bliver en smule nostalgisk, når man holder en skrøbelig udgave af ”Kunsten at vinde i skak” i hånden. Det bliver ikke mindre interessant af, at hver bog kommer med en historie fra Henrik, der fortælles med det største fodboldsmil på læberne. Hans citater, anekdoter og alle historier der imellem, bliver fortalt med så stor en indlevelse, at man næsten føler man selv har været der. Hans passion for gamle skakbøger, kan bedst sammenlignes med ’barnet i slikbutikken’ og har man ikke været forbi hans stand endnu, så er man gået glip af noget 🙂

Henrik Mortensen og hans butik

Henrik Mortensen og hans butik

Lidt længere nede i lobbyen gemmer sig en dør, hvor deltagere er forment adgang. Jeg var alligevel så heldig, at få en invitation derind og møder ved indgangen et skilt, hvorpå der står ”Skolekøkkenet”. Herinde står en stor del af de frivillige kræfter, der skal til for at kunne afholde, så stor en turnering. De er alle travlt optaget, da jeg kommer ind. Her står den nemlig på klassisk dansk mad, der i dag består af hakkebøffer med bløde løg. I mens jeg står derinde, kan jeg godt mærke, at mine tænder løber lidt i vand og jeg har allermest lyst til at kaste mig over de 128 hakkebøffer, der står linet op. Den tilhørende sovs bliver nøje overvåget, mens den nænsomt bliver smagt til. Der skal en del sovs til når 50 af feltets deltagere skal have aftensmad. Formanden Tim Bjerre, fortalte på førstedagen, at den nærliggende Mc’Donalds var forbudt område og til 55 kroner for dagens lune ret, så kan enhver sjæl da også kun blive fristet 😀 

tv. Kaj, Søren, Lisbeth og Keld.

tv. Kaj, Søren, Lisbeth og Keld.

Tilbage til spillelokalet. Jeg var til dagens runde blev parret med Søren Rud Ottesen, der er en super cool fyr. Han troppede da således også op med en næsten endnu sejere trøje end min. Havde der på noget tidspunkt i skak nogensinde eksisteret et ”lad-os-bytte-trøje-efter-kampen”- begreb i skak, så havde jeg strippet på stedet 😉

Vi kaster os ind i partiet, hvor jeg har sort. Søren har netop spillet 30. Dxd3, hvilket jeg promte svarede med 30… Lxa3.

Stillingen efter 30... Lxa3

Stillingen efter 30… Lxa3

Her tøvede Søren en smule, skabte den psykologiske øjenkontakt og gik i tænke-mode for et par minutter inden han spillede 31. bxa3 og partiet var hurtig afgjort efter 31… Txc3 32. Dd8+ Kg7 33. Dd4+ e5 34. opg 0-1. Der følger f.eks. 34. Dxe5+ Df6 og den hvide bonde på a3 falder. Derimod havde han fundet 31. Sxb5! Lxb2 32. Dd8+ Kg7 33. Sd6 Td4 34. Se8+ havde vi formentlig været de sidste, der var færdige. Jeg havde dog set det og besluttet mig for at afvige fra varianten ved at slå springeren.

I toppen af feltet var der lagt op til flere favoritopgør. På bræt 1 sad FM Martin Matthiesen og IM Karsten Rasmussen og det så længe ud til at alle tre resultater kunne komme i spil. En smart manøvre reddede det for Karsten og man enedes om remis. På bræt 2 og 3 slog IM’erne til og særligt partiet mellem FM Arne Matthiesen og IM Jens Ove Fries Nielsen, var en perle til samlingen til alle fans af JOFN. Længere nede på bræt 6, var Rune Andersen godt på vej til at skabe en ny sensation, men noget gik galt undervejs og de mange fribønder kunne til sidst ikke stoppes. Til turneringen deltager også Henrik Damgaard, jeg i en del år har spillet holdskak med. Dengang var han også giftig og med dagens parti mod Tobias Rostgaard viste han sublimt forsvarsspil og man enedes om remis med 5 lette officerer på brættet. En sidste overraskelse skal der være plads til. I partiet mellem Filip Boe Olsen og Daniel Kokholm viste Daniel stor stillingsforståelse og kunne vise flere gevinstgivende planer frem for tilskuerne.

Vi ses til 4. runde, der starter klokken 17 :-)

Skriv et svar

Required fields are marked *.