Permalink

1

Tak for denne gang

Turneringen i Horsens er slut og det er tid til at gøre status på en spændende finaledag. Partierne i 7. runde blev i modsætning til den forrige runde spillet helt ud. Titlen og vinderen af Horsens Lang Weekend 2015 skulle findes mellem IM Karsten Rasmussen, IM Jens Ove Fries Nielsen, IM Mikkel Antonsen, IM Jonathan Carlstedt, IM John Arni Nilssen og FM Poul Rewitz.
På papiret så det ud til, at IM Mikkel Antonsen havde det nemmest, da han skulle møde FM Poul Rewitz, men det blev formentlig udlignet af, at Mikkel havde sort. Partiet startede ud med 1. c3, men endte hurtig ud med en kendt variant i semi-slavisk. Herfra fulgte en spændende stilling, hvor sort fik skabt en svækket hvid kongestilling og svage hvide felter omkring kongen. Det lignede bare et spørgsmål om tid og Mikkel fandt da også hurtigt det afgørende træk og afgjorde partiet på elegant vis 🙂
Da de andre partier i toppen af tabellen endte remis, kunne IM Mikkel Antonsen derfor kåres, som vinder af Horsens Lang Weekend 2015 med 6/7 point. Dermed er Mikkel blevet del af en lille eksklusiv klub af spillere, der har vundet denne meget fine turnering og den tilhørende førstepræmie på 5.000 kr. må lune godt her i sommerferien 🙂 Stort tillykke til Mikkel!

Foto: Horsens Skakklub Tv. IM Mikkel Antonsen & th. Tim Bjerre

Foto: Horsens Skakklub
Tv. IM Mikkel Antonsen & th. Tim Bjerre

For mit eget vedkommende endte turneringen, som lidt af en katastrofe efter jeg tabte i sidste runde. Med en forventet lige under 5 og en score på 3½/7 (50%) er jeg bestemt ikke tilfreds. Det er svært at sætte en finger på, hvor det gik galt, men jeg var bestemt ikke heldig med rundelægningen, hvor jeg mødte +2200 folk med sort og ca. 1700-1800 fok med hvid. I den perfekte skakverdenen havde det været omvendt! Jeg skal ikke spille Politiken Cup i år, men har i stedet tilmeldt mig K41 Weekend, ASK EMT og Hillerød Open, så jeg skal nok få spillet en del turneringsskak alligevel og forhåbentlig rettet op på mit ratingtab. Jeg har planer om at dukke op til Politiken Cup og spille med i lynturneringen, ligesom jeg også vil skrive daglige referater fra turneringen. Jeg kan allerede nu love, at det ikke vil være mine partier I kommer til at se der 😉 Følg med www.eliteskak.dk, det bliver helt sikkert spændende! Derudover kan jeg allerede nu godt love, at der ere flere potentielle kandidater til næste måneds “Raising Stars”-liste 🙂

Horsens Lang Weekend 2015

Her til sidst vil jeg gerne fortælle lidt om mine oplevelser med turneringen. Selve turneringen er efterhånden blevet en stor succes og de næsten 130 deltagere i år, vidner om en af landets absolut største turneringer. Det hele foregår under kyndig ledelse af Tim Bjerre og hans kone Judy, der står for mange af de praktiske detaljer i baggrunden.
Dette er min første anmeldelse af en turnering og det kan være, der er noget jeg har undladt, men i det tilfælde er man mere end velkommen til at kommentere på mit indlæg.

Beliggenhed/Spillelokalet (Max 6 bønder): ♟♟♟♟
Turneringen blev i år afholdt på Langsmarksskolen, der ligger lidt uden for Horsens Centrum. Det var en fin skole med fine toilet-forhold og ét stort spillelokale. Et stort plus i min bog og en del af det grundlæggende koncept er, at alle spillere skulle kunne sidde i samme lokale. Desværre betød det også, at en af mine klubkammerater, der sidder i kørestol ikke kunne være med. Spillelokalet lå i kælderen og, der var ingen rampe 🙁 Selve rummet var dejligt med god plads omkring spillerne til både noteringspapir og en kold sodavand. Lyset var nogenlunde og stolene okay.

Kantineforhold (Max 6 løbere): ♝♝♝♝♝♝
Skulle du på noget tidspunkt føle dig sulten til en turnering, så var kantinen ved årets turnering helt i top. Jeg har aldrig oplevet så lækkert smørrebrød, frikadeller, tarteletter, mørbradgryde og hakkebøffer med bløde løg. Aftensmaden til 55 kr. var et stort hit hos de mange deltagere og frikadelle-duften kunne lugtes langt nede i spillelokalet. Priserne var overskuelige, f.eks. 8 kroner for en sodavand/vand og lidt ekstra for øl.

Overnatningsmuligheder (Max 6 springere): ♞♞♞♞♞♞
Det må uden tvivl være de bedste overnatningsmuligheder jeg nogensinde har oplevet til en turnering. Man havde mulighed for at overnatte på spillestedet til 50 kroner pr. nat + 250 kr. i depositum, hvilket en stor del af spillerne havde valgt. En anden gruppe havde valgt et vandrerhjem, der lå cirka 900 meter fra spillestedet og hørte ingen brokke sig, så det tager jeg, som noget positivt 🙂 De sidste havde valgt at indkvartere sig på Hotel Opus med lækker morgenbuffet og flotte store rum. Her havde turneringsarrangøren indkvarteret de mange IM’ere. Desværre så var mange af dem nødsaget til at gå fra hotellet til spilletedet, men jeg tror nu, at de fleste så på det positivt.

Turneringsafvikling (Max 6 Tårne): ♜♜♜♜♜
Jeg oplevede god ro og orden under hele turneringen, hvilket blev styret godt af, af de kompetente dommere. Undervejs hørte jeg i min øresnegl om én enkelt potentiel uoverenstemmelse, men turneringskomiteen afgjorde det vidst til alles bedste. Jeg har valgt at give 5 tårne fordi, der var problemer med en enkelt rundelægning, der skabte forvirring. En match, der løber over 7 runder er svært at tilpasse til 100 procents perfektion og lidt uoverensstemmelser forekom da så også undervejs. Særligt dommerne efterlod et positivt indtryk hos mig og virkede til, at de var enormt kompetente i deres arbejde 🙂

Modstanden (Max 6 Dronninger): ♛♛♛♛♛
Dette års turnering var på det personlige plan ikke en succes, hvilket kan tilskrives to ting. For det første er jeg ude af form og får simpelthen ikke forberedt mig nok op til en turnering af denne kaliber. For det andet var flere af mine modstandere klart underrated. Alle 1700-1800 spillere jeg mødte, skulle formentlig have haft mellem 100 – 200 point mere uden undtagelse. Det vælger jeg alligevel at tage, som en oplevelse, for jeg var kommet for dels at skrive på min blog og for at spille mod stærke modstandere. Jeg har valgt at give modstanden 5 dronninger, fordi der manglede en GM’er. Ved tidligere lejlighed har Peter Heine Nielsen deltaget. Det ville normalt tælle mere ned, men efter en snak med Tim Bjerre og hans modvilje mod at betale startpenge (Hvilket jeg støtter til fulde!) så har jeg valgt, kun at fjerne en enkelt dronning fra noteringshæftet.

Samlet vurdering (Max 6 Konger): ♚♚♚♚♚

Turneringen er på mange måder unik og har da også efterladt et positivt indtryk på mig. Skulle jeg komme med et eneste personligt kritik punkt af turneringen, så er det, at man godt kunne loade billeder op fra runderne løbende og, at partierne ikke bliver indtastet. Det opvejes dog af flere af de allerede nævnte forhold. Der skal også være plads til forbedringer til de næste par år, hvor jeg efter i år bestemt planlægger at deltage 🙂

Tak fordi I alle har haft lyst til at læse med og håber vi ses igen næste år 🙂

1 Comment

  1. Martin Reib Petersen 21. juli 2015 at 0:14 Reply

    Hej Christopher,

    Mange tak for en rigtig fin anmeldelse/analyse. Jeg må lige gå i træningslejr inden næste års turnering, så “Turneringsafvikling” kan forsøge at score 6/6. På den anden side er det godt nok vanskeligt at måle sig med kantinen og overnatningen, så jeg er rigtig godt tilfreds med den tildelte karakter 🙂

    Venlig hilsen

    -Martin Reib Petersen
    Turneringsleder, HLW 2015

Skriv et svar

Required fields are marked *.


This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.