Permalink

1

Uortodokse åbninger i Horsens

Inden dagens morgenrunde startede, blev jeg på vej ned til spillelokalet prikket på skulderen. En af årets deltagere kunne ikke forstå, hvorfor jeg ikke havde skrevet noget, om toppen af feltet i mit seneste indlæg. Helt korrekt, for Tim Bjerre kom i går og spurgte om ikke jeg ville skrive et indlæg til www.skak.dk om 2. dagens forløb. For ikke at gentage mig selv valgte jeg at undlade den simple copy-paste funktion. Indlægget er vidst ikke kommet op endnu, men mon ikke det kommer 😉

Turneringens 3. dag bød på flere annoncerede overraskelser. I kommentatorrummet sad Jackie Andersen og kunne fortælle om de mange partier på de i alt 14 livebrætter. Derudover har Dansk Skaksalg også fundet vejen forbi Horsens og jeg skal da lige ind og snuse til nogle af de nyeste titler. Måske en mulig boganmeldelse er på vej :-)?

Jeg skulle møde Kristoffer Dyrgaard med sort på bræt 13 og havde egentlig forberedt mig på at spille bedre end i første runde nu, hvor jeg skulle spille på livebræt, men det uheldige bord 13 har ikke live visning, hvilket formentlig skyldes overtro eller måske blot en simpel forglemmelse!

Vi lagde hårdt ud i starten af partiet og de taktiske komplikationer var hele tiden i spil. Det er klassisk for Najdorf-varianten i Siciliansk og jeg sad under partiet med den klare overbevisning om, at det her parti aldrig ville ende remis. En lang hvid rokade og en sort konge i centrum har aldrig været starten på en succesfuld historie. Jeg gik ned med et brag og partiet fortjener slet ikke et diagram! Godt spillet af Kristoffer, men som han nævnte før partiet: “En ting er sikkert, der vil være en Kristoffer (Christopher), der får point!” Denne gang kom ‘K’ før ‘C’, men så er det godt jeg kan glæde mig over, at det er lige omvendt i alfabetet!

På bræt 1 var det denne gang IM Igor Teplyi, der skulle prøve kræfter mod Jens Ove Fries Nielsen. Jeg tror Jens Ove har læst min blog for jeg tror ikke, at der var nogen, der kunne have gættet de første 3 træk i stillingen. Vi hopper ind i stillingen efter hvid netop har spillet 3. c4

En standard åbning?

En standard åbning?

Her ville en typisk hvid spiller sidde tilbagelænet og vente på træk, som 3… d5, 3… c5 eller 3…Lb4. Havde livekommenteringen begyndt klokken 10 i stedet for 11, havde man sikkert troet, at teknikken drillede for Jens Ove fandt på noget helt andet – 3…Le6. Igor spillede det præcise 4. Sc3 og et par forcerede træk senere lignende det nærmest en normal stilling :-O! Det hele endte ud med en trækgentagelse og der er derfor ikke længere nogen med maksimum point. I de øvrige partier var det igen IM’erne der slog til, denne gang alle med sort! Overraskelsen finder man lige under dem på bræt 5, hvor Jonas Bjerre vandt over FM Sergio Adan Bermudez. Det er meget imponerende og ligger man den faktor til, at han blev mesterspiller allerede som 8-årig, så tyder alt på et nyt dansk supertalent i skak.

Næste runde er lagt op til at blive meget afgørende for, hvem der vinder Horsens Lang Weekend 2015. Den eneste titelholder, der har vundet turneringen er IM Jacob Vang Glud, men meget tyder på, at han efter i år ikke er alene om den podieplads. Der er nu 4 IM’ere på 4½ point. Det er IM Karsten Rasmussen fra Århus/Skolerne, IM Mikkel Antonsen fra Næstved, IM Jens Ove Fries Nielsen fra Viborg og Jonathan Carlstedt fra Hamburger Schachklub von 1830.

Jeg ser frem til 6. runde og bemærk gerne alle de fine skaktrøjer rundt omkring, som de forskellige deltagere har på 🙂 Nu venter vi vel egentlig blot på, at et par af kombattanterne tager initiativet til at bytte trøjer efter partiet.

1 Comment

  1. Jeg har flere gange forsøgt at bytte trøjer efter kampen, men flere gange har jeg fået afslag med den begrundelse, at vi jo ikke havde spillet mod hinanden…

Skriv et svar

Required fields are marked *.