XCO: Store stjerner, unge mænd og et twist af lime

Jeg var begejstret efter rundelægningen, da jeg indså, at flere af de danske unge spillere sad på livebrætterne sammen med vores nye Danmarksmester GM Mads Andersen. På bord 1 FM Martin Haubro, bord 3 FM Martin Percivaldi, bord 5 FM Jakob Aabling-Thomsen, bord 14 Tobias Valentin Rostgaard, bord 19 Mikkel Manosri Jacobsen, bord 23 Alexander Rosenkilde, bord 24 Dara Akdag, bord 37 FM Jesper Søndergaard Thybo, bord 41 FM Bjørn Møller Ochsner – forhåbentlig fik jeg dem alle nævnt 🙂

Der tegner sig et billede, når man lister navnene op på denne måde. Vi har en stor gruppe af skakspillere, der ligger og venter på at bryde 2400-grænsen og IM-titlen venter forude for en del af dem. Måske vi ser en norm eller to hos en af ovenstående i år? 🙂

Tredje runde er generelt vigtig for alle skakspillere, da det ofte er her man skal starte med at bryde ‘mønsteret’. De 4 mest gængse typer er; Nederlag (1) – Gevinst (2); Gevinst (1) – Nederlag (2); Nederlag (1) – Nederlag (2); Gevinst (1) – Gevinst (2). Så der har utvivlsomt været meget på spil for de unge mænd til dagens runde.

På bord 1 mødte FM Martin Haubro den øverst ratede GM Zuniga. Den erfarne GM Zuniga valgte at svare med Caro-Kann og FM Haubro tilbage med Panov-Botvinnik angrebet. Det virkede til, at vores unge mand var godt med hele vejen, men en springer blev omdirigeret til f4 og det var slut. 0-1.

Bedre gik det på bord 3, hvor FM Martin Percivaldi sad overfor den tidligere verdensstjerne GM Alexei Shirov. Her styrede GM Shirov det ind i, hvad jeg troede ville være ukendt farvand for Martin med 1.d4 Sf6 2. c4 e6 3. Sf3 b6 4. g3 La6 5. b3 b5!?, men Martin kendte teorien og fik sat sig solidt op og efter trækgentagelse, enedes man om remis. Super resultat. ½
-1½.

De gode takter skulle vise sig og fortsætte på bord 5, hvor FM Jakob Aabling-Thomsen med de hvide brikker tog imod GM Bassem Amin. Her røg officererne af brættet og efter røgskyen havde lagt sig, var det tydeligt, at Jakob havde spillet et fint parti og ingen af parterne kunne komme videre. 1-2.

Vi skulle lidt længere ned på livebrætterne, hvor Tobias Valentin Rostgaard med sort sad overfor GM Mihael Marin, der vidst har skrevet et par skakbøger eller tre 😀 Desværre blev Tobias langsomt spillet tilbage på brættet og efter 31…De6 opstod følgende stilling.

Tobias kan ikke længere holde GM Marin tilbage og efter 32.Tf6! gxf6 33. Txf6 Dxf6 34. exf6 var det svært for sort at holde balancen. 1-3

Hos FM Mikkel Manosri Jacobsen stod han overfor en stor opgave i IM (GM) Rasmus Svane, der har masser af momentum i øjeblikket. Mikkel kæmpede bravt hele vejen, men svanehalsen viklede sig rundt om den hvide konge og sammen med en giftig fribonde kæmpede Mikkel længe for at finde en remis, men partiet blev kørt stilrent hjem. 1-4.

Så man satte lidt sin lid til, at Alexander Rosenkilde kunne tage point med de sorte klodser mod den tidligere Danmarksmester GM Allan Stig Rasmussen. Der gik da ikke længe før, at Alexander havde en bonde i en kendt teoristilling. Teoritrækkene fløj afsted og det var svært for mig at bedømme om Alexander havde det hele med hjemmefra? Lurede den store overraskelse her? I midtspillet begyndte den sorte bonde på d6 at virke lidt løs.

Her spillede GM Rasmussen 24. Sb5! d5 25. Kb1 d4 26. Sd6 med en monsterspringer på d6 snor han sig ind i stillingen og sort er chanceløs 26…Tff8 27. Sxb7 Tab8 28. Sc5! Her kæmpede Alexander heroisk, men bonden blev afgørende og partiet blev tabt. 1-5.

Det virkede pludselig til at blive en kedelig runde, for de unge mænd, men med et twist af lime, så kom der pludselig lidt spænding i kampen efter Dara Akdag på bord 24 sad overfor IM Koen Leenhouts. Det virkede meget tilforladeligt da Dara spillede 16. Dxe7, der prompte blev svaret igen med 16…Dxg2 17. Dd7!!. Nyd den slutstilling.

Dronningen er fanget nede på g2. En atypisk dronningefangst, der helt bestemt fortjener et slutdiagram :-)! 2-5.

Længere nede var FM Jesper Søndergaard Thybo kommet på en nem opgave mod Jorg Mehringer og vandt også forholdsvist let. 3-5.

Sidst nede på livebrætterne sad FM Bjørn Møller Ochsner og havde en lidt hårdere 2100-modstander. I en spansk variant havde Bjørn helt styr på varianterne og vandt forholdsvis let 🙂

Resultatet for de danske unge mænd på live blev 4-5. Et smalt nederlag, men stadigvæk et flot resultat. Spændende bliver det i 4. runde, hvor vi kommer til at se de første GM-opgør.

God sommer til Jer alle 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *